Prøveoversættelse
Uddrag af
'We Crossed a Bridge and it Trembled
– Voices from Syria'
Ahmed, aktivist (Daraa), s. 61-64
Folk siger at revolutionen begyndte med opfordringen til at protestere den 15. marts 2011. Men det var ikke den virkelige begyndelse. Den 15. marts gik folk hjem efter demonstrationerne, det der skete den 18. marts, var helt anderledes.
En sikkerhedsofficer ved navn Atef Najib var to år tidligere blevet chef for sikkerhedstjenesten i Daraa. Han led af storhedsvanvid. Alt blev underlagt hans kontrol – grænser, told, andre sikkerhedsinstanser, statsinstitutioner, selv færdselspolitiet. Et af hans påbud var at forbyde folk at sælge jord eller fast ejendom uden sikkerhedsgodkendelse. Så gav han sine egne folk sikkerhedsgodkendelse og lod dem opkøbe jord til en billig penge.
Så folk var allerede oprevet, men det var sagen med børnene der fik tingene til at eskalere. En morgen da lærere og studenter ankom til den lokale skole, så de til deres overraskelse at nogen havde skrevet paroler såsom ”Dig næste gang, Bashar” og ”Det er din tur, doktor”.
Man ved stadig ikke hvem der havde skrevet det. Skoleinspektøren ringede til sikkerhedstjenesten, der sendte agenter til stedet, men de foretog ikke nogen form for undersøgelse. De anholdt blot nogle personer så de kunne skrive en rapport og demonstrere at de havde udført deres arbejde.
De hentede de børn hvis navn stod på muren, også dem hvis navne var blevet skrevet for flere år siden. Hovedparten af børnene var under 16 år. De torturerede børnene, og børnene fortalte dem lige hvad de ville høre. Betjentene bad endda børnene om at angive deres venner, og så anholdt de også dem.
Børnenes familier bad den lokale leder af Baath-partiet om hjælp. Da børnene stadig ikke blev løsladt, dannede familierne en delegation for at opsøge og tale med Najib. Han nægtede at løslade børnene. I stedet sagde han: ”Glem jeres børn. Gå hjem til jeres koner, og lav flere børn. Og hvis ikke I ved hvordan man gør, så bring jeres koner her, så viser vi jer det.” Rygtet om fornærmelserne spredte sig hurtigt og snart kendte alle til dem i Daraa.
Det var torsdag d. 17. marts, men lad os vende tilbage til den 15. marts. Folk fra venstreorienterede partier havde planlagt at demonstrere foran rådhuset i Daraa. En af dem var min far. Da de ankom, blev de overraskede over at det vrimlede med sikkerhedsagenter der ventede på dem. Så de forlod stedet uden så meget som at løfte et banner eller sige et ord.
Samme nat anholdt sikkerhedsagenter nogle af deltagerne, heriblandt min far. De fornærmede dem og fortalte dem at det end ikke var tilladt at overveje at demonstrere. De blev løsladt samme nat, men besluttede sig for at demonstrere næste morgen ved moskeen, efter fredagsbønnen. Hvorfor ved moskeen? Fordi det er det eneste sted folk kan forsamle sig uden at sikkerhedstjenesten stopper dem.
Næste dag var der sikkerhedsagenter placeret ved de to moskeer i Daraa. Så min far og hans gruppe tog til en ny og mindre moske, kaldet Hamza wa Abbas. Der var ikke nogen agenter at se, kun de anholdte børns familier.
De havde et hemmeligt signal der skulle sætte protesterne i gang. Efter imamen afsluttede sin bøn var der en der råbte ”Gud er stor!” Andre skulle gentage det, og så skulle alle marchere mod al-Omari, byens største moske. Og det var lige hvad der skete. Børnenes familier sluttede sig til protesterne, for de var rasende. De nåede al-Omari, og folk som bad der, sluttede sig også til.
Vi forventede at folk ville støtte os, men da vi marcherede ned ad gaden, blev vi alligevel overraskede over at det kun tog nogle få minutter før alle vidste hvad der skete. Folk sluttede sig til og begyndte at råbe slagord. De kom alle steder fra: huse, gader, andre moskeer. Fra da af havde vi ikke længere kontrol over situationen, den var blevet et offentligt anliggende.
Vi havde kun demonstreret i kort tid da helikoptere med sikkerhedsagenter landede ved det kommunale stadion. Der var allerede busser fyldt med soldater. Demonstrationen samledes ved kanten af dalen, der adskilte os fra den del af byen hvor regeringsinstitutionerne ligger. Sikkerhedsstyrkerne samledes på den anden side.
Politiet ankom. Borgmesteren og den betjent som havde anholdt børnene, kom også. De truede med at anholde og slå folk ihjel hvis ikke de trak sig tilbage. Det gjorde kun folk endnu mere rasende, de fortsatte demonstrationen og begyndte at kaste med sten. Sikkerhedsstyrkerne åbnede ild. To personer blev slået ihjel, en tredje blev såret og døde senere af sine kvæstelser.
Hvis ikke regimet havde skudt og dræbt folk, ville de måske være taget hjem den nat og havde fundet andre udveje. Næste dag deltog folk i martyrernes begravelse og råbte slagord imod regimet. Demonstrationerne fortsatte og sikkerhedsstyrkerne dræbte flere. Og fra da af gik det op for os at protesterne ikke ville gå i sig selv. Situationen havde ændret sig fra en politisk ide til en folkelig bevægelse.
Mahmoud, skuespiller (Homs), s. 75
I begyndelsen var folk bange for at snakke sammen i telefonen. Så de talte i koder. Jeg gik i skole i Damaskus og ringede til min mor i Homs.
”Hej mor, noget nyt?”
”Ved Gud, det regner og er tåget i dag.”
”Tåget” betød at sikkerhedsstyrkerne var til stede. ”Regn” betød at de skød. ”Storm” betød at der var bombardementer. Og vi sagde alle disse ord midt om sommeren!
Jeg sagde: ”Ja, mor, vi må finde os i vejret.”
Jeg var alt for bange til at deltage i protesterne. Jeg tog kun afsted én gang, fordi min kæreste ville deltage. Først i taxaen og senere i demonstrationen var jeg bange for at alle var sikkerhedsagenter der blot ventede på at anholde mig.
En fyr jeg kendte, blev anholdt på den måde. De tog ham til afhøring, men han ville ikke tilstå at han havde været med. Så viste de ham en video og spurgte: ”Hvis ikke du var med, hvem er det her så?” Han rødmede. I videoen var han i demonstrationens centrum, på skuldrene af en anden – og den anden, viste det sig, var den person der nu afhørte ham.
Rima, forfatter (Suwayda), s. 80
Jeg deltog i en demonstration. Nogen råbte slagord og jeg tilsluttede mig. Jeg begyndte at viske, frihed. Og så hørte jeg mig selv gentage det, frihed, frihed, frihed. Så begyndte jeg at råbe, Frihed! Min stemme blandede sig med de andres. Da jeg hørte min egen stemme, begyndte jeg at ryste og græde. Jeg følte ligesom at jeg lettede. Jeg tænkte, dette er første gang jeg hører min egen stemme. Jeg tænkte, dette er første gang jeg har en sjæl og jeg ikke er bange for at dø eller blive anholdt eller noget som helst. Jeg ønskede at føle denne frihed for evigt. Og jeg sagde til mig selv at aldrig nogensinde ville jeg lade nogen stjæle min stemme igen.
Og efter den dag begyndte jeg at deltage i alle demonstrationerne.
Jamal, læge (Hama), s. 100
Jeg arbejdede på hospitalet da Bashar holdt sin første tale efter demonstrationernes begyndelse. Alle lægerne og sygeplejerskerne og det øvrige personale kom for at se talen på tv.
Der var godt og vel halvtreds til stede. Vi var meget håbefulde. Men han viste overhovedet ingen forståelse for folkets krav eller årsagerne til protesterne. Han sagde: ”Hvis I ønsker krig, er vi parate til krig.” Han grinte faktisk højlydt. Og så afsluttede han brat sin tale med ordene ”As-salamu alaykum – farvel.”
Vi kunne ikke tro vore egne ører. Nogle af dem der var til stede, støttede endda regimet, og de var også chokerede. Det blev smertelig klart: Denne person burde ikke regere os. Han er ikke klog nok til at være vores præsident.
Abu Firas, kriger (Idlib landistrikt), s. 127
Min bror blev kidnappet af shabeeha [milits som det syriske regime gør brug af, red.]. Efter atten dage sendte de ham retur, tortureret ihjel.
I kan ikke forestille jer hvordan han døde. Hans tånegle var revet ud. Hans knogler var gennemboret af en boremaskine. Der var mærker efter at han var blevet tæsket og brændt. Hans næse var slået ind i en grad så den var helt flad.
Vi begravede ham. Omkring tre måneder senere blev vi kontaktet af nogle som netop var blevet løsladt fra fængslet, og de fortalte os at min bror faktisk stadig var i live. De havde siddet inde med ham. Liget vi begravede, var en anden person der var så skamferet at vi ikke var i stand til at se at det ikke var min bror.
Billal, læge (Harasta), s. 135-36
Vi befandt os under jorden og kunne intet se. Vi vidste at det var morgen når der var vagtskifte. Ellers anede vi ikke om det var nat eller dag.
Der var 80 personer i cellen. Vi lignede alle skeletter som følge af underernæring. Folk var altid syge, og alle havde øjenbetændelse. Som læge forsøgte jeg at hjælpe, men jeg kunne ikke stille meget op. Jeg sagde blot: ”Når det er din tur til at gå på toilettet, så skyld øjnene i vand.”
Jeg nød mine cellekammeraters respekt, så de lod mig få pladsen ved den lille låge. Der kunne jeg trække vejret en smule og også se lys fra korridoren. Vores celle lå tæt på kvindernes, og af og til kom de efter den samme pige, de råbte hendes navn og by. Vi vidste at de voldtog hende, for de førte hende altid væk på en bestemt officers vagt. Fra mit smalle vindue kunne jeg se at hun var omkring seksten år og så syg og ulykkelig ud. Hun bar et tørklæde, men de rev det af.
I vores celle var der en fyr der hed Yousuf. Han græd meget, men han ville ikke sige hvorfor. Efter tre-fire måneder fortalte han os endelig sin historie. Han arbejdede som chaufør for Damaskus Kommune. Om aftenen fik de ham til at grave huller nær lufthavnen. Så ankom en bil fyldt med lig. Yousefs arbejde bestod i at hjælpe til med at skubbe dem ned i hullet og begrave dem. De kastede identitetskortene ned i hullet så ingen ville få kendskab til hvad der var sket med dem. De forsvandt bare.
Engang da Yousuf skubbede en pige ned i hullet rørte hun på sig. Han indså at hun stadig var i live, og han lagde hende til side. Officeren kom og sagde til ham: ”Smid hende i, ellers smider jeg dig i i stedet.” Yusuf kunne intet gøre, så han skubbede hende ned i hullet og dækkede hende til med jord. Derefter havde han mareridt og forsøgte at flygte. Han blev efterlyst, blev i sidste ende anholdt ved et checkpoint og smidt i fængsel.
Yousuf befandt sig i vores celle i et stykke tid, men en dag kom de og hentede ham. Hvortil ved jeg ikke.
Yusra, mor (Aleppo), s. 230-34
Jeg gik aldrig i skole, så jeg lærte ikke at læse eller skrive. Jeg blev gift som 15-årig og fik en søn. Så fik min mand kræft og døde. Jeg havde ingen penge så min søn gik ud af skolen som 10-årig og begyndte at arbejde. Når vores problemer blev for overvældende, sagde han til mig: ”Mor, du burde gifte dig.” Men hver gang nogen friede til mig, sagde han: ”Han er ikke god for dig, jeg kan se det i hans blik.”
Så en dag opsøgte en mand mig. Min søn talte med ham i et stykke tid og inviterede ham indenfor. Han sagde: ”Mor, jeg har en som du kan gifte dig med. Jeg ved han er en god mand, for der er venlighed i hans blik.” Efter vi var blevet gift, fortalte min søn mig at han kun ønskede sig én ting: søskende. Han sagde: ”Jeg ønsker mig en familie. Jeg vil ikke længere være alene.”
Jeg fik en datter og en søn. De var fire og to år gamle da hændelserne indtraf. Folk gik på gaden i protest, og så begyndte skyderiet. Vi fortalte os selv at det hurtigt ville være overstået. Men så kom bombningerne. Når min 2-årige hørte lyden af eksplosionerne, blev han musestille. Han stirrede med vidt åbne øjne, frosset som et træ. Det tog ham lang tid at lære at tale. Indtil han var fire år sagde han kun ”bah” og ”mah”.
Jeg var meget bekymret på mine børns vegne, så vi smuglede os selv til Jordan. Vi tog en bil noget af vejen og vandrede midt om natten. Vi betalte FSA [Den Frie Syriske Hær, red.] for at guide os. Regimets hær åbnede ild så snart de hørte så meget som en lyd. Vi troede at vi skulle dø.
Vi blev i Jordan i næsten to år. Livet var hårdt. Der var ikke noget arbejde, og vi brugte alle vores penge. Min mand var stadig i Damaskus. Jeg sagde til ham at vi måtte finde en anden løsning. Han havde arbejdet i Tyskland i 1970’erne og sagde: ”Tyskland er smukt. Det er et land som beskytter kvinders og børns rettigheder.” Han havde hjerteproblemer og forhøjet blodtryk og kunne ikke rejse med os. Så jeg sagde til ham at jeg havde i sinde at flygte på egen hånd.
Jeg tog mine to børn og min nevø med. Vi kom til Tyrkiet. Smuglere førte os fra sted til sted. Vi travede op og ned ad bakker natten lang for at nå frem til bådene, men politiet blev ved med at pågribe os. Engang tilbageholdte de os i en baggård i den stegende hede uden et træ at finde skygge under. Vi havde intet vand og mine børn fik feber og var nær besvimet.
Jeg rejste med børnene til Izmir. Igen og igen forsøgte vi at komme om bord på båden. Vi tog derhen, så at politiet var der, tog tilbage igen. Til slut kom vi om bord på en jolle, og to timer senere ankom vi til Grækenland. Jeg tænkte: ”Endelig, nu er det overstået, snart er vi i Tyskland.” Jeg forstod ikke at den virkelige rejse nu først for alvor var begyndt.
Vi rejste med en gruppe på omtrent to hundrede flygtninge. Vi tog med båd til Thessaloniki, så med bus til Nordmakedonien. Så begyndte vandringen, vi vandrede i 29 dage. Utallige gange fór vi vild. Om natten blev folk der lå og sov, angrebet af tyve og gangstere, så vi sov i stedet om dagen. De unge fyre i gruppen blev oppe og holdt vagt. De beskyttede os, men sagde også til mig: ”Man ved aldrig hvad der kan ske, så du bør være stærk og bevæbne dig.” Jeg købte en kniv og en stor kæp.
Vi kom til Montenegro om natten og så at der var politi. Resten af gruppen ville ændre rute og krydse grænsen ved floden. De fleste var unge mænd og kunne svømme. Jeg var bange for at miste en af børnene i mørket. Jeg ville ikke udsætte mine unger for den fare så jeg tog afsked med gruppen.
Jeg tog børnene med og blev ved med at vandre. Politiet rettede deres lyskegler mod os og råbte: ”Politi, Politi!” Jeg tog kniven op til struben og sagde: ”Hvis nogen nærmer sig, skærer jeg halsen over!” En kvinde talte engelsk og fortalte dem hvad jeg havde sagt.
De svarede: ”Vi forsøger blot at beskytte dig mod mafiaen i området.” Og det var sandt. Politiet var venlige mod os. De kom med vand og kiks. De så at jeg var dødtræt og lod mig sove i en grotte.
De holdt vagt så ingen kunne nærme sig os. Men efter to timer fortalte de mig at det var nødvendigt at tage videre.
Mine børn var i en forfærdelig tilstand da vi kom til Budapest. Deres tøj var vådt, de var helt følelsesløse og havde diarre. Endelig kom vi til et hotel. Jeg gav børnene et bad og spurgte dem hvad de ville have at spise. De sagde kylling, så jeg gik ud og fik fat i noget. Netop som vi havde sat os til at spise, bankede det på døren. Det var politiet. Hotelindehaveren havde anmeldt mig.
På politistationen tog de os fra afdeling til afdeling. De fornærmede os og placerede børnene og mig i hvert sit rum. Jeg græd og græd og hørte også lyden af mine børns gråd.
Næste morgen løslod de os, og vi vendte tilbage til hotellet. Gud ske tak og lov mødte vi andre syrere der skulle videre samme nat. Vi tog af sted med dem og nåede i sidste ende til Tyskland.
Jeg har været i Tyskland i halvandet år nu. Det lykkedes min mand at slutte sig til os for nogle få måneder siden. Jeg fortryder intet. Tro mig, hvis jeg var nødsaget til at gøre det hele en gang til, ville jeg gøre det. Selvom jeg stadig lever i det her flygtningecenter. Med guds vilje kommer jeg til at arbejde og få et godt liv. Den mest vidunderlige ting her er skolerne. De underviser børnene indtil de har forstået det de skal lære. Jeg håber at min datter bliver ingeniør eller læge en dag. Jeg går også i skole og er begyndt at lære bogstaver. Nogle gange forveksler jeg dem, og min datter ler af mig. Men lidt efter lidt lærer jeg. Jeg har også lært at cykle. I begyndelsen faldt jeg så mange gange. Men nu er jeg ved at blive god til det.
- Oversat af Dino Knudsen, januar 2020.