Danske politifolk og tyske soldater samarbejder for at redde jøder, oktober 1943
- Martin Ole Christensen
Under besættelsen er politibetjent Martin Ole Christensen vidne til, at langtfra alle tyskere er nazister, og at nogle af dem bevidst modarbejder besættelsesmagten, til trods for at de gør det med livet som indsats.
Hin sørgelige dag i oktober 1943 var jeg vagthavende overbetjent ved politistationen i Kgs. Lyngby. Klokken 14 mødte jeg til tjeneste, og en halv time senere kom daværende politiassistent Allan Hernøe fra Rigspolitichefen kørende i civil påklædning og ønskede en samtale med mig.
Vi havde kendt hinanden, siden jeg i 1931 blev ansat i politiet, og havde gjort tjeneste sammen som unge politibetjente, og vi kendte gensidig hinandens synspunkter, også med hensyn til den tyske besættelse af Danmark. Han vidste, at jeg var med i en modstandsbevægelse, som meget tidligt var blevet opbygget i Holte i al stilfærdighed, og jeg vidste, at han også var med i noget.
Efter at politiassistent Hernøe havde sat mig ind i situationen, fortalte jeg i korte træk mine kolleger, at vi kunne vente et tysk overfald i løbet af eftermiddagen eller aftenen, så vi hellere måtte gøre os klar til kamp, hvis de skulle komme overraskende. For at sikre os mod overraskelsesmomentet ville vi udsende patruljer på cykler, motorcykler og i motorvogne, som til stadighed skulle gennemkøre hele distriktet og øjeblikkelig komme hjem og melde, om de bemærkede noget mistænkeligt. Derimod måtte de ikke bruge radioen, idet denne kunne blive aflyttet af tyskerne. Hastede det meget, kunne de telefonere fra nærmeste telefonboks til stationen.
Siden 1942 havde Lyngby Politistation (Københavns Amts Nordre Birk) været indrettet som en fæstning. Politistationen havde til huse i en lille sidebygning til det nye Lyngby Rådhus, og vi havde fladt tag på bygningen i cirka første sals højde. På det flade tag havde vi hver nat to danske rekylgeværer placeret, idet vi regnede med, at et eventuelt tysk angreb på politiet ville ske om natten. Til betjening af hvert rekylgevær lå der to mand hver nat, to timer ad gangen, og det var en meget hård tørn, for de skulle være der, hvad enten regnen styrtede ned, eller det var vinter med bidende frost.
De motorpatruljer, jeg udsendte hin eftermiddag, fik imidlertid også ordre til at køre til de jødiske medborgere, hvis adresser i vores distrikt vi kendte eller kunne finde i lokalvejvisere. Det var nu heller ikke så let, for vi danske var jo slet ikke vant til at skelne imellem specielt eller udpræget jødiske navne og andre navne. Fordi en mand for eksempel hed Rosenbaum, var det jo ikke dermed givet, at han var jøde. Det navn var jo af tysk oprindelse osv., men vi gjorde, hvad vi kunne. Nogle blev advaret i god tid, andre først i sidste øjeblik, og da vi både havde vores jødiske medborgeres sikkerhed og vores egen sikkerhed at tænke på, kan læseren muligvis svagt forestille sig, hvilket uhyggeligt pres vi arbejdede under. Vi måtte jo nemlig se den mulighed i øjnene, at vi kunne komme i en rasende kamp med veltrænede og velbevæbnede tyske soldater i et så stort overtal, at kun de færreste af os ville overleve, og når man – som de fleste af os – havde kone og børn at tænke på, kunne man jo nok føle sig lidt trykket af situationen. Skulle man aldrig mere opleve børnenes: »Davs, farmand«? Skulle de måske i morgen stå grædende ved deres fars kiste, mens mit afsjælede legeme lå deri gennemhullet af fjendtlige kugler?
Sådan var situationen for enhver af os, men alligevel måtte vi bide tænderne sammen og gøre vores pligt. Vi kunne have lukket stationen og være stukket af fra det hele, men det gjorde vi ikke.
Klokken nærmede sig nitten, da en af mine motorcykelpatruljer kom farende ind i stationens gård, og straks efter kom politibetjenten ind.
»Tre tyske mandskabsvogne og en officersvogn holder på Toftebæksvej ved trekanten med front mod Hovedgaden, så nu må vi vist hellere stikke af,« sagde han.
»Nej,« svarede jeg, »sig til rekylgeværskytterne på taget, at de ikke må skyde uden ordre fra mig, medmindre tyskerne vrimler ud af vognene og angriber stationen.«
Under ulidelig spænding fik vi andre travlt med at efterse og lade maskinpistoler og pistoler, hente håndgranater frem, stille lyskastere op og gøre klar til kamp.
Så meldte vagten ved døren, at den tyske vagtkolonne kørte ind på Nordre Torvevej og standsede uden for stationen.
»Rolig,« formanede jeg mine nervøse kolleger, endskønt jeg selv var lige så nervøs. det kunne jo være sidste gang, vi så hinanden i live.
»To officerer stiger ud og kommer alene til døren,« meldte vagten.
»Lad dem komme ind, hvis de er alene,« sagde jeg.
De var alene, og jeg kunne se på deres ansigter, at de blev mildest talt forbavsede, da de kom ind og så mig komme dem i møde med en ladt maskinpistol skudklar i hænderne samt hele den øvrige opstilling.
»Hvad ønsker De, mine herrer?« spurgte jeg.
Den ene fik taget sig sammen til at sige: »Vi beklager meget, men vi har ordre til at anholde nogle jøder, som skal bo i Deres distrikt.«
Han trak en tyk håndfuld blå rudekuverter op fra den ene kappelomme og lagde den på ekspeditionsskranken.
Jeg sænkede maskinpistolen og trådte nærmere for at se på kuverterne.
Højt læste jeg navn og adresse på den første, og en kollega listede ind bagved i parolestuen, hvor omstillingsbordet stod, for at ringe en advarsel ud.
Et for et læste jeg navnene højt og langsomt op, og hver gang listede en kollega ud for at advare en jødisk familie pr. telefon. Til dem, der ikke havde telefon, eller hvis telefon ikke svarede, susede en politibetjent af sted pr. motorcykel for at advare.
De to tyske officerer havde øjensynlig ikke spor travlt, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at de netop ønskede, politiet skulle advare de nævnte jøder. Selvfølgelig kunne de ikke sige det ligeud, men de efterfølgende hændelser bekræftede mine formodninger.
Da jeg langt om længe havde læst det sidste navn, bad den tyske officer mig om at vise ham på stationens store vægkort over distriktet, hvorledes han kunne komme ud til de omtalte adresser.
Det gjorde jeg så, men det tog meget lang tid, for han lod, som om han var meget langsom i opfattelsen. Man skulle nærmest tro, at han aldrig havde set sådan et landkort før.
Endelig sagde han med et suk: »Nå, ja, så må vi vel se at komme derudad.«
Begge sagde høfligt farvel og gik ud, satte sig i deres vogn og kørte bort i spidsen for vognkolonnen.
Vi åndede lettet op, lettede over, at der ikke blev nogen kamp på liv eller død denne gang. Vores samvittighed var i orden. Vi havde jo allerede om eftermiddagen påbegyndt arbejdet med at advare jødiske medborgere og havde fortsat dermed efter tyskernes ankomst. Alligevel sendte jeg motorpatruljer ud for at holde øje med tyskerne og med ordre til at blande sig i det, hvis det lykkedes tyskerne at træffe nogen jødisk person eller familie hjemme og ville anholde dem. I ethvert fald skulle de skrive rapport om hvert enkelt tilfælde, de måtte blive vidne til, og forlange, at tyskerne meddelte, hvor de pågældende personer blev ført hen, ligesom de naturligvis skulle nedlægge protest over for tyskerne.
Klokken lidt over ni om aftenen kom den ene af mine kolleger tilbage fra en sådan motorpatrulje og meldte, at han ti minutter forinden havde mødt den tyske vognkolonne ude ved vejkrydset Kongevejen-Frederiksdalsvej. Officererne havde standset ham og spurgt ham om vej til nøjagtigt de samme steder, som de et par timer før havde spurgt om på Lyngby Politistation. De havde altså endnu ikke foretaget en eneste anholdelse.
Og ingen skal få mig til at tro, at en veluddannet tysk officer ikke skulle kunne finde vej efter at have set på det store vægkort på Lyngby Politistation.
Især ikke, da hver af de to officerer havde terrænkort siddende sammenfoldet stukket ind under livremmen.
Nej, sandheden var den, at hverken officererne eller soldaterne kunne fordrage den beskidte opgave, nazisterne havde sendt dem ud på. En yderligere bekræftelse herpå fik jeg dagen efter, da jeg igen sad som vagthavende overbetjent på Lyngby Politistation.
Da meldte manden ved omstillingsbordet: »En tysker i telefonen. Han ønsker at tale med overbetjenten.«
»Stil ind,« svarede jeg, og så hørte jeg den tyske officer, jeg havde talt med aftenen før, sige: »Jeg befinder mig hos en familie i Hellerup, hvor jeg skal anholde en jødisk dame. Hendes mand, som ikke er jøde, siger imidlertid, at hans hustru kun er halvjøde, og dem har jeg ingen ordre til at anholde. Jeg må imidlertid have en officiel bekræftelse på, at mandens påstand er rigtig, og da jeg nu kender Dem fra i aftes, ringer jeg til Dem, selv om det måske er uden for Deres distrikt.«
»Det er i orden,« svarede jeg, »De må gerne skrive, at jeg garanterer for, at damen ikke er jøde.«
»Tak, det var dejligt,« sagde han med tydelig lettelse i stemmen, »så behøver jeg ikke at anholde den dame.«
»Nej, det kan De roligt lade være med på mit ansvar.«
Her havde jeg endnu en bekræftelse på tyskernes modvilje imod aktionen.
Kollegaen ved omstillingsbordet havde lyttet og kom nu hen til mig.
»Hvis jeg var dig,« sagde han med et grin, »ville jeg pludselig blive syg, tage hjem, bringe familien i sikkerhed og gå under jorden, for hvis det lille nummer bliver afsløret, er du leveret.«
Jeg fulgte ikke hans råd. Hvis mit ’lille nummer’ blev afsløret, kunne det nok blive ubehageligt, men det ville være langt værre for den tyske officer. Han kunne risikere at blive skudt uden videre.