De Hvide Busser henter syge kvinder i Ravensbrück, 23. april 1945

- Erik Pontoppidan Sørensen

Erik Pontoppidan Sørensen er ingeniør. Som midlertidig ansat i Socialministeriet kører han frem og tilbage mellem Danmark og Tyskland for at evakuere danske koncentrationslejrfanger. Nu går turen til Ravensbrück, en kvindelejr omtrent 80 kilometer nord for Berlin.

Sent på eftermiddagen nåede vi Ravensbrück-lejren. Det var mit indtryk, at fronten ikke kunne være så langt borte, for der hørtes kraftig artilleriskydning, og der var stor aktivitet i luften. Vi fik at vide, at Oranienburg, der ligger cirka 50 kilometer syd for R., var indtaget af russerne to dage i forvejen.

Lejrchefen tog venligt imod os. Han havde ikke noget imod, at vi hentede de syge kvinder. Lægerne forhandlede derefter med en lejrlæge, og det så ud til, at der var visse vanskeligheder. Man var vist ikke klar over, om der i det hele taget var nogen, der var syge. Vi måtte ikke køre ind i selve lejren. Men omsider kom der en del kvinder, der kunne gå selv. Der blev stillet nogle bårer med syge kvinder inden for lågen i pigtrådshegnet, men vi måtte ikke tage bårerne uden for hegnet. Vi måtte så bære de syge over til ambulancerne. Vores mandskab var ikke så glade for at røre ved de stakkels kvinder, der stank forfærdeligt og kunne have både lus og tyfus. Jeg tog den første, idet jeg svøbte hende ind i et tæppe, og så blev resten båret over til ambulancerne i en fart. De fleste af ambulancerne var stærkt overbelastede. Vi havde 18-19 personer i en ambulance, der var indrettet til seks personer.

Ved 22-tiden forlod vi lejren og kørte så en times tid, til vi fandt en skov, hvor vi gjorde holdt for natten. Det blev ikke til megen nattesøvn. Sygeplejersker og læger havde nok at gøre med de syge. Først på natten var vi vidner til et luftangreb på en by en snes kilometer nordligere, formentlig Rostock. Næste morgen, onsdag den 25.4., kørte vi videre mod Wismar. Men godt en snes kilometer før byen var der igen luftangreb. Jeg havde givet alle vognførere ordre til ikke at holde under træerne under luftangreb, så flyverne kunne se vores røde kors og dannebrogsflag på taget. Nogle jagere strøg hen over os og angreb nogle lastbiler cirka 500 meter foran os. Vi havde gjort holdt for at udbrede et RK-flag. Men kort efter fortsatte vi. Der mødte os et frygteligt syn. Der holdt to store amerikanske lastbiler fra Internationalt Røde Kors, ført af canadiske krigsfanger. Disse vogne tilhørte en anden konvoj med ravensbrückkvinder, der blev ledet af den svenske ljt. Hallquist. De var kørt over Wismar, imens den øvrige del af konvojen var kørt over Schwerin. Hver af vognene havde 52 kvinder med. De var begge blevet ramt af jagernes maskinkanoner. To kvinder var dræbt på stedet, en var ramt i hoften, så hele maven var flået op. Dr. Krebs og jeg lagde hende på grøftekanten. Dr. Krebs rystede på hovedet og sagde, at her kan en læge ikke gøre noget. Hun var til at begynde med ved bevidsthed og sagde på hollandsk: »Jeg når ikke hjem.« Hun fik en beroligende indsprøjtning, men blodet fossede ud af hende. Få minutter senere var hun død. Vi bad et fadervor og skyndte os til de næste sårede.

Der var otte hårdt sårede kvinder. En af dem var en lille belgisk kvinde, der havde fået venstre arm skudt over lige over håndleddet. Vi tømte to ambulancer og bragte de sårede ind til hospitalet i Wismar. De var meget ulykkelige over at skulle efterlades der. Jeg lovede, at jeg ville komme tilbage efter dem, når de var så raske, at de kunne tåle transporten. Det ville de ikke tro på, de sagde: »Wir sind belogen und betrogen so oft.« Vi efterlod forbindsstoffer til dem og vendte tilbage til ulykkesstedet. Vi fik de syge i ambulancerne igen. Desværre måtte vi efterlade de cirka 100 kvinder fra de beskadigede RK-lastbiler i en lade lige ud for ulykkesstedet. Bondemanden var meget oprørt over, at vi netop skulle gøre holdt ud for hans gård. Vi havde en meget højrøstet mundtlig duel. Mit våben var barmhjertighed. Hans var, at han var borgmester på stedet. Det endte dog i fordragelighed. Han lovede, at kvinderne måtte blive i laden, til vi fik sendt nogle biler fra Lübeck ud efter dem. De blev hentet allerede samme aften.

I Lübeck blev alle bespist ved den svenske kirke. Vi fortsatte derefter til Padborg, hvortil vi ankom næste formiddag. Undervejs var der en del Tieffliegere (lavtgående fly, red.). I Neumünster kom vi ind i et luftbombardement. Jeg havde fået køretøjerne fra en svensk konvoj med, for lederen af denne var blevet såret under et angreb i Schwerin, nogenlunde samtidig med angrebet ved Wismar. Inde i Neumünster gik der ild i kardanbremsen på en af de store IRK-lastbiler med 52 kvinder. Vi fik hurtigt ilden slukket med en rystet sodavand. Imens jeg lå under lastbilen, faldt der en bombe i nærheden. Jeg blev ved trykket løftet op imod undervognen, dog uden at tage skade. Kvinderne var meget urolige og begyndte at springe af vognen. Men vi kunne heldigvis straks efter fortsætte. Jeg havde sendt konvojen uden for byen, hvor den ventede. Vi fortsatte derefter mod Danmark.

Torsdag den 26.4. hen på formiddagen ankom vi til Padborg, hvor alle cirka 500 kvinder, som vi havde med, blev bespist. Vi bragte en del af de syge til hospitalerne i Sønderborg og Aabenraa.

Fredag den 27.4. klokken 04.00 startede jeg igen med fire ambulancer og 1 pv., ledsaget af læge Per Lous og søster Adda og søster Tove. Turen gik til Schwerin, Wismar og Plön efter sårede og syge. På nedturen var Lous og jeg inde på hospitalet i Plön. I et forværelse til en operationsstue lå der to sårede fanger. Lous løftede tæppet på den ene. Maven var ét pløre af blod og afføring. Det var mere, end jeg kunne tage. Jeg måtte skynde mig ud i frisk luft. Sygeplejerskerne, der sad i bilen, lo ad mig. De sagde, at jeg var helt grøn i hovedet.

Vi kørte nu videre til Lübeck, hvor vi blev resten af dagen. Vi fik lidt tid til at se på den ødelagte by. Det var et trist syn. Jeg husker, at vi var inde i en ølstue for at få et glas øl. Det smagte som kålrabisuppe. Den næste dag skulle de fleste fra det svenske konsulat rejse, så vi havde en form for afskedsmiddag i konsulatet.

Lørdag den 28.4. kørte vi videre til Schwerin, hvor vi på et hospital fik seks patienter. På et andet hospital lidt uden for byen besøgte vi ljt. Hallquist, der havde ligget her, siden han blev såret. Han havde et projektil eller dele heraf i kraniet. Han var dog ved bevidsthed og så vital, at han gerne ville barberes. Han sagde, at han i skyndingen havde glemt sin barbermaskine, så jeg gav ham min. Søster Margareta fra SRK plejede ham. Han kunne på dette tidspunkt ikke tåle at blive transporteret.

Under turen blev vi flere gange standset af Tieffliegere. Vi udbredte et RK-flag og et Dannebrog på marken, og flere gange vinkede jeg med et hvidt håndklæde, når flyene dykkede ned over os. Det virkede hver gang.

I Wismar hentede vi de sårede, vi havde efterladt der efter flyangrebet undervejs fra Ravensbrück. Der var stor gensynsglæde, da jeg viste mig i sygestuen, hvor de lå. De ville alle have lov til at give mig et lille knus. Det varmede. Efter at have fået alle i ambulancerne fortsatte vi hjemover. Vi passerede Lübeck hen på aftenen. Vi overnattede i en skov mellem Lübeck og Bad Segeberg. Efter endnu nogle Tiefflieger-angreb nåede vi grænsen søndag den 29.4. klokken 11.30. Efter et kort ophold i Padborg kørte vi alle de sårede til Statshospitalet i Sønderborg.

Powered by Crably ®